Brug af GPS
Del denne side
Krydsning af statsgrænser
Hvor finder jeg forkortelserne for staterne?
Når du er på kør-selv-ferie i USA, vil du, i løbet af turen ofte krydse nogle statsgrænser. Ved brug af GPS er det vigtigt, at du starter med at tjekke, at du har tastet den rigtige stat ind for slut destinationen. Dette letter søgningen efter den rigtige adresse eller hotel. Du kan finde en liste over alle USA´s stater og hvordan de forkortes under fanen USA.
En adresses sammensætning
Hvordan skal jeg læse en amerikansk adresse?
Amerikanske adresser starter med at skrive husnumre foran vejnavnet, hvorefter de skriver byen, staten og postnummeret.
Som eksempel så er adressen til Empire State Building:
350 5th Ave,
New York,
NY 10118,
USA
Det er vigtigt, at have hele adressen med på turen, da det meste skal indtastes ved brug af GPS. Vi anbefaler derfor, at du finder adressen hjemmefra både til de hoteller, som du har bestilt, og til de seværdigheder du har planlagt at se. Hvis du ikke kan finde adressen på nationalparkerne skal du ikke fortvivle, disse er ofte allerede lagt ind i din GPS som en attraktion eller seværdighed.
GPS’en kan ikke finde adressen
Hvad gør du når din GPS ikke kan finde adressen?
Selvom du har tastet alle oplysninger korrekt ind, kan det alligevel være, at din GPS ikke kan finde adressen.
Det mest almindelige problem er, at der anvendes forkortelser i adresserne, som i eksemplet ovenfor hvor Avenue er forkortet til Ave.
Et andet problem kan være, at selvom du har kodet adressen korrekt, kan det være, at hotellet ikke er kodet i GPS´en på den måde, men i stedet ligger under overnatning med hotellets navn, og den bydel hvor hotellet ligger i. I givet fald så søg under hotellet i kategorien overnatning, derefter hotellets navn. Dette er især almindeligt ved hotelkæder, der har flere hoteller i samme by. Derfor er det også vigtigt, at du ved præcist, hvad hoteller hedder og ikke kun hotelkæden.
Flere navne til samme vej
Kan adresser i USA have flere vejnavne?
Et tredje problem kan være, at vejen har to eller tre navne, og hotellet er kodet under et andet vejnavn, end det de har angivet i reservationen. Så er der kun at søge efter en nærliggende adresse til hotellet og køre efter den. Det hjælper nogle gange, at genoptage søgningen, når du er i nærheden af destinationen.
Vi har oplevet, at den samme vej kan have op til 3 forskellige navne. Hvilket kan gøre det lidt forvirrende at finde rundt. En vej kan have et US Route nummer og et State Route nummer, samt et lokalt navn, men de fleste adresser er nemme at finde i GPS’en.
Seværdigheder uden nøjagtig adresse
Hvordan finder jeg adressen på en nationalpark?
Mange nationalparker her ikke en nøjagtig adresse, men de ligger ofte kodet i GPS´en under seværdigheder.
Du skal dog være opmærksom på, at en nationalpark ofte har flere indgange, og derfor har hver indgang et specifikt navn. Typisk efter hvilket verdenshjørne de ligger tættes på. For eksempel har Yellowstone National Park fem indgange: North Entrance, Northeast Entrance, East Entrance, South Entrance og West Entrance. Der kan være flere hundrede kilometer mellem de forskellige indgange. Så det er fordel at vide, hvilken indgang du vil ind og ud af.
Generelt ligger nationalparker så afsides, at det er let at finde dem, da der er få veje i området og god skiltning.
Et sidste problem kan være, at nogle seværdigheder ikke har en adresse, og så er det svært at kode GPS´en rigtigt. Et eksempel på dette, er vejen til Grand Canyon West Rim. Her skal du, i stedet kode adressen til lufthavnen, og så følge skiltene når du kommer frem. I kørselsbeskrivelsen til Grand Canyon West Rim står, at du skal dreje fra Piece Ferry Rd og fortsætte på Diamond Bar Rd (billedet nedenfor). Dette kan lyde lidt uoverskueligt. Men generelt er det sådan, at hvis en seværdighed ikke har en nøjagtig adresse, så ligger den så afsides, at der kun er få eller en enkelt vej, hvorpå den kan ligge, og derfor er den oftest lettest at finde, når du kommer i nærheden.
Vores turguides indeholder vejledning til, hvordan du skal planlægge ruten til de beskrevne seværdigheder.
Tjek oversigtskortet inden du kører
Er det nødvendigt at tjekke oversigtskortet?
Det korte svar er ja! Det er en rigtig god ide at tjekke GPS’ens oversigtskort.
Tjek om den rute GPS’en har valgt, reelt er den vej, du vil køre. GPS’en vælger ofte den hurtigste rute til dit mål. Det kan måske betale sig, at ligge nogle flere punkter ind på ruten, for at komme til at køre den rute, som du har tænkt dig.
Nogle gange kan der være sket en fejl, så du og GPS’en ikke er enige om hvor I skal hen. Det er nemmest at rette op på det, inden du starter i stedet for senere, når du opdager fejlen.
Når du har valgt, hvilken rute du vil køre ved brug af GPS, skal du være opmærksom på, om din rute eventuelt inkluderer en betalingsvej, færgeoverfart eller lignende.
Hvis der er betalingsveje så læs vores afsnit om betalingsveje. Mange steder kan der ikke længere betaltes med mønter eller kreditkort. Visse steder som for eksempel i Florida og Californien er en vejbizz eller ”pay by plate” en nødvendighed for at køre på visse betalingsveje.
Hvis ruten inkluderer færgeoverfart, bør du tjekke, hvornår der sejles, og om der skal bestilles plads. Nogle mindre lokale færger stopper sejladsen ved solnedgang.
I serien om GPS har vi skrevet følgende artikler:
Forbud mod GPS på bilens forrude
Brug af GPS
Forkortelser i trafikken
Indstilling af GPS
Lær at finde rundt i USA
Gå til toppen af siden