Ting vi medbringer hjemmefra
I artiklen Ting vi medbringer hjemmefra kan du læse om:
Ting du kan medbringe til bilferien
GPS
Schweizerkniv
Lommelygte eller pandelampe
Kuffertvægt
Solbriller
Hat eller cap
Rejseadapter
USB-rejseadapter
Stikdåse
PC eller ekstern harddisk
Opladerstik til bilens cigartænder
Plasticboks med låg
Kompas/ørkenoverlevelsesudstyr
Del denne side
Ting du kan medbringe til bilferien
Det er ikke altid lige nemt at forudsige, hvad der er brug for på en bilferie. Men ud fra vores erfaring, om hvad der er godt at have med, har vi lavet nedenstående liste. Det er de ting vi medbringer hjemmefra.
GPS
Hvis du har en med amerikansk kort, så skal du selvfølgelig huske at tage den med på turen. Du kan måske installere et USA kort på din nuværende GPS – se på din GPS’ hjemmeside, hvilke muligheder du har for ekstra kort.
Du kan købe GPS sammen med din billeje, men det er ofte dyrt når du skal være afsted i et par uger eller mere. Vi har derfor købt en GPS med USA kort på.
Nogle af de nye GPS’er har livstidsgaranti på kortopdateringer til hele verden. Køber du en af de nye GPS er de installeret med kort over Europa, og med gratis adgang til at downloade kort for resten af verden – og ikke mindst kort over Nordamerika.
De downloadede kort har også livstidsgaranti på kortopdateringer – så det er en GPS du kan bruge mange år i fremtiden, uanset hvilken del af verden du besøger. Vi anbefaler, at du installere ekstra kort på et ekstra hukommelseskort – så har du stadig Europakortet på GPS’en, når du kommer hjem.
Hvis du vil vide mere om at bruge GPS i USA kan du med fordel læse vores artikler om det her.
Schweizerkniv
En god Schweizerkniv hvor der både er knive, saks og proptrækker i. Den kan være handy, hvis du lige skal fjerne et prismærke fra nyindkøbt tøj, skære et stykke brød eller nyde et glas vin. Den er også vigtig at have med til en nødsituation.
HUSK at pakke schweizerkniven i din kuffert – den bliver konfiskeret, hvis den er i håndbagagen, når du går igennem sikkerhedstjekket i lufthavnen.
Lommelygte eller pandelampe
Når solen går ned, så tager det ikke lang tid ude i naturen førend, at det er mørkt og ikke bare mørkt men kulsort. Så her er det rart, at have lys med, så du kan finde tilbage til bilen, og ikke mindst se hvor du går.
Det samme gør sig gældende, når du for eksempel står tidligt op for at se solopgangen over Grand Canyon. Så skal du afsted i mørket, og der er ingen gadebelysning i naturen.
Vi har købt pandelamper, som vi medbringer på vores ture. Pandelamperne giver den store frihed at hænderne er frie, og lyset kan vinkles, så det er muligt se, hvor vi går.
Hvis du køber en pandelampe med rødt lys, kan du bruge det røde lys til at beskytte dit nattesyn, mens du stadig er i stand til at orientere dig i mørket. Det er meget anvendelig, hvis du er ude og se på stjernehimlen.
Kuffertvægt
Vi har en tendens til at købe nogle af de mange gode tilbud, der findes i USA’s outlets. Samt nogle af de produkter, som vi bruger i dagligdagen i Danmark, men hvor prisen er en tredjedel.
Det vejer at få det hele med hjem, og de tjekker nøje vægten på kufferterne i lufthavnene. Så pak med omtanke og kend reglerne. Husk at du både må have en taske til personlige ejendele og en carry-on med i flyet. Der er forskellige regler for, hvor meget carry-on kufferten må veje, så husk at tjekke flyselskabets regler på området.
Vi har været meget glade for vores kuffertvægt, der kan indstilles til at veje i lb (pund), så vi har nemmere ved at være indenfor vægtgrænserne. Det er meget træls, at skulle pakke om i lufthavnen for at undgå deres overvægtsgebyr på omkring 100$.
Har du købet mere end det, der er inkluderet i din billet, så er det muligt at købe transport af en ekstra kuffert. Enten online inden du rejser hjem, eller i lufthavnen i forbindelse med at du tjekker ind. Det koster cirka 100$ eller cirka 100€, at have en ekstra kuffert med hver vej. Der er ofte lidt at spare ved at købe online, inden du kommer i lufthavnen.
Prisen i dollar eller Euro afhænger af, om det er i Europa eller USA, hvor du køber transport af ekstra kuffert. Prisen på en ekstra kuffert betyder også, at hvis du ikke har behov for den på udturen, så køb en ny god kuffert i USA. Prisen for at få en ekstra kuffert med flyet svarer cirka til prisen for en ny god kuffert i USA.
For golfspillere – så koster det ofte, det samme som en ekstra kuffert, at tjekke en golftaske ind. Air France har i deres medlemssystem meget fordelagtige priser på golftasker.
Hvis du vil have en lås på din kuffert, når du rejser til USA, skal den være TSA godkendt. Det vil sige, at TSA skal have mulighed for at låse den op uden at bryde låsen op. Hvis ikke den er TSA godkendt og sikkerhedenskontrollen i lufthavnen vil se i kufferten, bryder de låsen op. Vi har flere gange oplevet, at der ligger en seddel fra TSA i kufferten om, at de har haft den åben. Sandsynligvis fordi vi ofte medbringer et fotostativ.
Solbriller
Rejser du om sommeren i de varmere områder, så står solen til tider lavt på himlen om morgenen og om aftenen, så husk solbrillerne. Trænger du til nogle nye, kan du altid købe et par undervejs, men husk at have et par gamle med i tasken.
Hat eller cap
I mange stater i USA er der varmere om sommeren end i Danmark, og det betyder, at du skal beskytte dit hoved mod solen. Tag derfor en hat eller cap med hjemmefra, eller køb en i USA. Der er er mange med souvenirlogoer på. Alternativt så har de caps i Walmart i sportsafdelingen under golf eller tennis. Selv folk der normalt ikke går med hat, bør bruge den i USA! Det er meget træls at bruge resten af dagen på at komme sig over et solstik.
Rejseadapter
Medbring en rejseadapter så du kan lade telefon, tablet, PC eller kameraet op. De amerikanske elstik er anderledes end de danske, og du skal bruge en rejseadapter til stikkontakten for at få strøm til udstyr med danske stik.
Det er langt nemmere hjemmefra at finde en rejseadapter, der kan bruges i USA, end at finde en i USA, så det er en af de ting, du skal have med hjemmefra. Rejseadapter fås i mange forskellige udgaver, men jo lettere og mindre mekaniske de er desto bedre. Hvis de er for tunge, kan de falde ud af stikkontakten. Det er surt at vågne op om morgen, og opdage at ens ting ikke er blevet opladet i løbet af natten, fordi stikket er faldet ud.
USB-rejseadapter
Har du mange ting, der skal oplades via USB, kan det være en fordel at investere i en USB oplader. Hvis du finder en med udskiftelig stik kan den bruges i forskellige lande.
Stikdåse
De fleste har mobiltelefoner, tablets, PC´ere, kameraer og lignende med der skal bruge strøm. De skal alle lades op, når du kommer til hotellet. For ikke at skulle bruge en del tid på at koordinerer alt det, der skal oplades, så kan du sætte det hele til opladning samtidigt, hvis du har en stikdåse med. Så er der heller ikke bruge for at tage mange rejseadapter med. Husk at tjekke om du har brug for runde stik i stikdåsen!
PC eller ekstern harddisk
Du kommer til at tage flere billeder, end du lige har forestillet dig, og da du som regel rejser i flere uger, så bliver det til ofte til flere billeder end hukommelseskortet i kameraet eller telefonen kan rumme. Det er derfor en god ide, at gemme dagens billeder på en PC, ekstern harddisk eller uploaded dem i skyen, så hukommelseskortet er klar til nye oplevelser dagen efter.
Vi har en PC med på vores ture, og en ekstern harddisk der er stød, støvsikker og vandtæt. Vi gemmer billederne på både PC’en og den eksterne harddisk som sikkerhed, hvis uheldet skulle være ude.
Hvis du ikke vil have PC eller en ekstern harddisk med, kan det være en god ide at medbringe ekstra hukommelseskort til kameraet. Det er ikke sikkert, at du lige kan købe et hukommelseskort, der passer til dit kamera, når du er løbet tør for plads.
Opladerstik til bilens cigartænder
Hvis du har et USB opladerstik til bilens cigartænder, så kan det være en fordel at tage det med. Så kan du lade telefoner, GoPro eller tablets op, samtidig med at du kører bil. På grund af de store afstande der er mellem nogle af mobilmasterne ude på de store åbne vider i USA, bruger mobiltelefonerne mere strøm på at holde kontakten til mobilnettet end i Danmark. Hvis du samtidigt benytter mobiltelefonen til at tage billeder med, kan det godt blive nødvendigt at oplade den i løbet af dagen.
Vores GoPro’s har det med at løbe tør for strøm i løbet af dagen, og her bruger vi opladerstikket til at lade dem op igen. Da vi både har mobiltelefoner og GoPro’s, der skal lades op, har vi købt et stik med to USB udgange.
Vi har oplevet, at i en række af udlejningsbilerne er der kun et cigarstik ved forsæderne. Dette gav indimellem lidt udfordringer, når både GPS’en skal have strøm og vi skal have opladet noget via USB. Det er der heldigvis en løsning på – et fordeler stik til cigartænderen, så der er mulighed for at tilslutte mere end en enhed, der skal bruge cigartænderen.
Plasticboks med låg
Hvis du har en plasticboks med låg i en køkkenskuffe, så kan det være en god ide at tage den med. Du kan bruge den til at pakke madvarer i under bilferien (sandwich og lignende til frokost). I kufferten kan du bruge den til at pakke ting i, som du vil beskytte mod at gå i stykker eller bliver klemt under turen (især flyveturen).
Kompas/ørkenoverlevelsesudstyr
Hvis du planlægger at gå tur i naturen uden for de afmærkede stier, så skal du medbringe et kompas. Hvis du har et liggende i skuffen derhjemme, så vejer det ikke meget at tage med, og det kan være meget anvendelig. Hvis du ikke har tænkt dig større vandreture, så skal du ikke bruge penge på at købe et inden ferien i USA.
I vores artikelserie om ting vi pakker til bilferien, har vi skrevet om:
Pakning af bagage
Ting vi køber i USA til bilferien
Ting vi medbringer hjemmefra